|
Trivsel og trivselsfremme
Hvorfor er det så svært? Inden jeg blev skoleforsker, har jeg i mange år arbejdet som skolepsykolog. Min opgave var primært at tage mig af børn i mistrivsel, med forskellige diagnoser og hvordan de kunne rummes og inkluderes i fællesskabet. I de kommunale regi arbejder man med forebyggende, foregribende og indgribende indsatser - ingen af dem sættes i værk før, der er noget eller nogen, der brænder.
Jeg opfandt mit eget ord med for-forebyggelse, fordi jeg oplever det nødvendigt, at vi starter længe inden røg, os og regulær ildebrand.
For flere år siden blev jeg interviewet af TV2, fordi Norge havde indført "Livsmestring" på skoleskemaet. Om jeg mon mente, at vi også skal have det på skoleskemaet?
Min holdning er klar: Lifeskills består af både faglige, sociale og personlige kompetencer og lige som man som regel ikke lærer at læse af sig selv, eller lærer anden grads ligninger af sig selv, så lærer man heller ikke nødvendigvis personlige og sociale kompetencer af sig selv. Vi er nødt til at opdrage, undervise og udvikle i dem. Det understøtter samtidig både trivsel og læring.
Det kan man gøre på mange måder. Et af de projekter, som jeg har været med i, er UPRIGHT. Alle materialer fra UPRIGHT er gratis tilgængelige. Og selv om materialet er lavet til teenagere, er der også materiale henvendt til forældre, lærere og skolepædagoger og jeg vil argumentere for, at det kan bruges af mange andre også.
Så vil du vide mere om Coping - Mestring - Mindfulness og Social Emotionelle Kompetencer og de mange Lifeskills, der er knyttet hertil, så se mere på: https://projekter.au.dk/upright
Der er mange gode projekter, programmer, materialer, øvelser og aktiviteter til med Lifeskills at fremme trivsel. Det behøver ikke at være så svært.
Og nu er det din tur til at træne Lifeskills. At kunne udtrykke taknemmelighed kræver bevidsthed om, hvad vi påskønner og hvilke mennesker omkring os, vi værdsætter. Det kræver sproglighed at udtrykke det både skriftligt og mundtligt. Det kræver måske mod og vedholdenhed - og så påvirker det din trivsel positivt.
Ugens øvelse er en gammel kending. Der er masser af forskning, der viser, at den har effekt. Prøv den, hvis du ikke har prøvet den før og genbesøg den, hvis du allerede har prøvet den.

TaknemmelighedsbrevFokus på at udtrykke taknemmelighed til nogen. ◦Tænk på en person, som du gerne vil sige tak til, men som du ikke føler, at du har fået udtrykt din taknemmelighed overfor. ◦Tænk over, hvad du gerne vil skrive. ◦Sæt dig ned og skriv et taknemmelighedsbrev. Nogle gange kan det kræve, at du skriver det over flere dage, men prøv at gøre det indenfor en uges tid. ◦Opsøg personen og læs dit brev højt for vedkommende. ◦Det er bedst at læse det op, når I er sammen, hvor I kan se hinanden, men hvis det ikke er muligt, kan brevet også læses højt fx via Zoom, Teams, Messenger eller Skype. ◦Reflekter over, hvordan det føltes at skrive brevet, at læse det højt og at opleve modtageres reaktion. Reference: Seligman, M. E. P., Steen, T. A., Park, N., & Peterson, C. (2005). Positive Psychology Progress: Empirical Validation of Interventions. American Psychologist, 60(5), 410–421. https://doi.org/10.1037/0003-066X.60.5.410 God fornøjelse. Husk, at du er altid velkommen til at række ud.
Bedste hilsner Mette Marie Ledertoug
|
|